Pathfinder Society
Pathfinder Roleplaying Game er et rollespilsystem udviklet af forlaget og spilproducenten Paizo. Pathfinder RPG er en videreudvikling af Dungeons & Dragons edition 3.5, Men hvad er Pathfinder RPG så?
Rollespillet udspiller sig i verdenen Golarion og er på mange måder en generisk rollespilsverden, med orker og trolde, magikere og tyve samt elvere, dværge og alt hvad man sædvanligvis forventer. Golarion har en række nationer som er inspireret af vores egen verdens oldtid og middelalder. Nationerne ligger fordelt således at man, som GM, kan bruge Golarion til at frembringe eventyr med netop den stemning, man selv foretrækker. Dette betyder at man kan placere sine eventyr i landet Taldor – hvis man er vild med ridder turneringer og den Europæiske renaisance, Galt – hvis man vil opleve den politiske kaos fra Robespierres Frankrig, Osirion – til ægyptologerne, Tian-xia – for dem som kan lide Fjernøsten, og Alkenstar – hvor magi er erstattet af krudt og kugler. Der er langt flere nationer i Golarion og man kan som GM håndplukke elementerne så de passer den stil man med sine spillere har bestemt sig for at spille.
Pathfinder har indført en mere jævn og glidende spilmekanisme, så man kan koncentrere sig mere om Rollespillet og der er selvfølgelig en masse regler, men disse er nemmest at lære i spillet.
Pathfinder Society Organized Play
Pathfinder Society Organized Play er en global multiplayer rollespils-kampagne. Det betyder, at de som spiller er del af et globalt fællesskab, som tæller mange tusinde spillere. Alle kan spille de samme eventyr og alle spiller dem efter samme standarder. Dette bevirker, at man uafhængigt af, hvem man plejer at spille med, kan tage sin foretrukne karakter med til spil rundt om i Danmark (eller i verden) og fortsætte dennes udvikling med mennesker fra nær og fjern.